'Afften Psalme'av Dorothe Engelbretsdotter |
|
1. DAgen viger og gaar bort, Lufften bliffver tyck og sort, Solen har alt Dalet plat, Det gaar ad den mørcke Nat. 2. Tiden sagte lister sig, Glaset rinder hastelig, Døden os i Hælen gaar, Evigheden forestaar. 3. Nu een Dag jeg eldre bleff, Det er som mit Tancke-Breff, At jeg med min vandrings Staff, Nærmer helder til min Graff. 4. Ret nu blincked Solens Lius, Nu er skummelt i hvert Huus, Saa forandris alle ting, Til vi giør det sidste spring. 5. Kiære Siæl kom det i hu, Og der hos bekiendt kun nu, At du som it Adams Barn, Velter dig i Synd og Skarn. 6. Denne Dag est du At du jo har faldet tit, Reys dig og med Bøn gack hen Til din Gud i Himmelen. 7. Beed om Naade, og giør Bood, Aabne dine Øyens Flood, Slip ham icke med dit skrig Før hand faar Velsignet dig. 8. Nu min JEsu, Siælis Skat, Tag her Lossament i Nat, See jeg har it Hvile-sted J mit Hierte til dig red. 9. Lad din stercke Engle-vact Paa mit Leye giffve act, At min Søffne-tunge Krop Skadis ey aff Sathans Trop. 10. Saa jeg arme Orme-Seck Jcke veckis op med skreck, Min Hosbond med Børn og Slect, Tag og i din Vare-tect. 11. Vær din Menigheds forsvar, Ordsens Tienere bevar, At de maa som Hyrder troo, Føde dine Faar i roo. 12. Alle Kongers Konge bold, Vær vor Arffve Kongis Skiold, Hand forlader sig paa dig, Giff ham hvad hand ønsker sig. 13. At paa ham i mange Led, Naade-Kilden flyder ned, Alt det Kongelige Blood Øse Trøst aff samme Flood. 14. Lad ham Leffve mange Aar, Til hand mæt aff Verden gaar, Giff ham her al Fryd og Fred, Siden Evig Salighed. 15. De som ere i hans Raad, HErre styr self deris Daad, At de Trolig een og hver Raader det som tienligst er. 16. Stil den Siugis Hierte-vee, Tenck paa de Bedrøffvede, Vær de Faderløsis Trøst, Og giff act paa Enckers Røst. 17. Til een blund staar nu mit sind, Men førend jeg slumrer ind, Vil jeg hos mit Hvile-rom Staa og tencke mig lit om. 18. At det er saaledis fat, Jeg eengang den lange Nat Skal iblandt de dødis Tal, Soffve i den mørcke Dal. 19. Fire Fiele er min pragt, Hvor udi jeg bliffver lagt, Med it Lagen og lit meer, Eyer icke saa en Feer. 20. Alle Verdslig Ting forgaar, Jeg til Herlighed opstaar, Naar Gud ved Basunens Lyd, Kalder mig til Evig Fryd. |