NavnløsSigbjørn Obstfelder |
bladene har ingen farver, græsset har intet grønt.
Lygternes blus er mørkets gule pupiller -
gule pupiller, som vider sig ud så sælsomt.
Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange.
Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken.
Jeg går. Min skridt er som spøgelseskridt.
Men i parken mørkens gang, hvor lygter ei brænder,
sidder skjult mellem trær på en ensom bænk en skjøge.
Der er slør for de blege kinder, sort slør -
bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.
Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde,
ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.
Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,
nærmer mine øine til hendes, min sjæl til hendes.
Lydløst daler nogle blade.
Varsomt lægger jeg øret til hendes hjerte...
Og brister i gråt, gråter i hendes kolde hansker,
gråter og gråter, og ved ikke, hvorfor jeg gråter.
Hun støder mig ikke bort.
Hun tørrer mine øine nænsomt.
Og jeg griber hendes hænder i angstfuldt tungsind
og ber hende gjemme mig, gjemme mig, gjemme mig.
Mørkets tåge sænker sig over trær, over sjæle.
Løvet har ingen farver, græsset intet grønt.
Men i tågen daler lydløst sorte blade,
og i mørket sidder skjult på en ensom bænk en navnløs,
og gjemmer ved det hede bryst en sygs ansigt,
og gjemmer i de myge hænder en ræds øine,
og ingen uden Gud hører hans såre hulken,
og ingen uden Gud hører hendes trøstende hvisken.